Københavns Kommune skal følge Cowis anbefalinger for at mindske luftforureningen fra krydstogtskibe, mener overborgmesteren nu. Københavns overborgmester Frank Jensen (S), vil etablere landstrøm til krydstogtskibene på Oceankaj og Langelinie i Københavns Nordhavnskvarter, for at sikre bedre luftkvalitet til borgerne i området. Dermed følger han anbefalingen fra en Cowi-rapport udarbejdet for Københavns Kommune, der viser, at landstrøm er den bedste metode til at nedbringe forurening fra krydstogtskibe. Men rapporten konkluderer også, at der er en hel del ubekendte, der skal afklares før en reel plan for for anlæggene kan gå i gang. »Det er en af mine hovedprioriteter at vi skal luftforureningen i København til livs. Af rapporten fremgår det, at der fortsat er for mange usikkerheder, til at træffe en konkret anlægsbeslutning. Derfor skal vi have udarbejdet et projektforslag, som er første skridt imod et anlæg,« skriver Frank Jensen i en mail til Ingeniøren. Hvert år besøger mere end 800.000 krydstogtturister København, og langt de fleste af dem bliver sat af på Oceankaj i Nordhavn eller på Langelinie ved Kastellet. Presset på de to havne er derfor stort, og ifølge Cowis rapport ...